1984-1986
Kommentar

Gennembruddet i medierne

10 års jubilæum i 1985
75 gæster deltog i en reception i Hyldgårdshallen i forbindelse med volleyafdelingens 10 års fødselsdag. Der var også en opvisningskamp mellem årets førstehold og en række tidligere førsteholdsspillere. De unge vandt 2-1.

Damejunior vandt DM
Sæsonerne 85-86 blev endnu en god sæson med klubbens hidtil bedste placeringer til såvel damer som herrer - men sæsonens højdepunkt kom først, da de fleste andre hold var sendt på sommerferie: Som et lyn fra en klar himmel slog DM-titlen ned i Ikast.
Optakten var ellers ikke for lovende, idet holdet to uger før DM tabte i finalen om KFUM-FM til et efterskolehold fra Nr. Nissum. Så ingen troede rigtigt på det, før det pludselig var en kendsgerning. 
 
Borgmesteren tog imod
Borgmester Thomas Poulsen reagerede hurtigt på en telefonopringning fra klubben og organiserede en modtagelse på rådhuset, hvorpå der blev festet hjemme hos familien Grove, der var stærkest repræsenteret med to piger på holdet. 
  Klubbens første Danmarksmestre. Fra venstre ses borgmester Thomas Poulsen, træner Pernille Mørup, Anne Henriksen, Mette Grove, Rikke Skriver, Marianne Sandgaard, Lotte Grove og Helle Thygesen. Der må være nogle, der er smuttet udenfor billedet: Bettina Risbjerg, Betina Stub, Birgithe Bianco, Rikke Andersen og Tina Pedersen var også med.

Bianco, Risbjerg og Stub på Y-landshold
Kort efter DM skete der endnu en spændende ting idet Birgithe Bianco og senere Bettina Risbjerg og Bettina Stub blev udtaget til ynglingelandshold, hvor de blev trænet af landstræneren Olle Åström, der i de år indførte mange nye spændende tanker i dansk volley, der ellers var stivnet i sin udvikling. Pigernes kontakt med Olle og Y-landsholdet blev også en inspiration til udvikling i Ikast KFUM
 
Udtagelser efter udseende!?

Det skal i øvrigt nævnes, som man kan ane af holdbilledet, at det var nogle ualmindelig kønne DJ-spillere, og jeg måtte da også flere gange overfor diverse mediefolk understrege, at de ikke var udtaget efter udseendet!! Men man forstod godt spørgsmålet... 

Mediebevågenhed
DM og udtagelsen af Birgithe kom til at betyde større mediebevågenhed end tidligere. Ikke mindst et stort portræt af Birgithe i Herning Folkeblad, med et billede, der fyldte "næsten en hel side" var noget nyt, som var med til at gøre volley kendt i Ikast.
 
Spillende træner
Herrerne bed sig fast i 3. division med Morten Køhler som spillende træner. Holdet vandt også for første gang KFUM-FM i mesterrækken og rykkede dermed op i divisionsrækken, hvor 5 hold skulle kæmpe om at være bedste KFUM-klub i landet.
 
Kant, diagonal og center!!
Undertegnede var vendt hjem efter et år i norsk volley og medbragte nogle nye idéer. En af dem var specialiseringen, der blev udbygget. Tidligere havde man været hæver eller smasher. Nu blev angriberne delt i center, kant og diagonalspillere. På det område var vi 1-2 år forud for næsten alle andre danske klubber.


Gunnar slår sine sidste kantangreb og bliver herefter center

Herrerne klarede sig lidt bedre end året før og var ikke i nedrykningsfare. Der var dog fortsat et pænt stykke til toppen. Årets triumf var naturligvis at banke Herning for første gang, så de røg under stregen og måtte ned i Jyllandsserien. Blot to-tre år tidligere havde Ikastspillerne betalt billet for at se Hernings kampe, - dér var virkelig noget at lære!!
Damerne spillede i Jyllandsserien, men der findes ingen omtale af dem i aviserne. Vi ved dog, at de hverken rykkede op eller ned. Sæsonen var også den første, hvor Ikast havde hold i både HY-DT og DY-DT. Endnu engang kunne man sige: Klubbens hidtil bedste sæson.
På H2 spillede den nye formand, Svend Faurholt, der overtog tjansen, da Heidi bad sig fritaget på den næste generalforsamling.


H2, som spillede S1. Bagest fra venstre er det Peter Brøndum, Svend Faurholt, Peter Thomsen og Keld Hansen. Forrest fv. er det Per Pedersen, Jan Erik Kjær og Jens Henrik Rasmussen.

Svend er nok stadig den formand, der har gennemført de mest underholdene bestyrelsesmøder. En gang så dagsordenen sådan ud:
1. Sidste referat
2. Formanden fortæller soldaterhistorier
3. Eventuelt

Svend holdt også kun et enkelt år i stolen, før han overlod roret til Henrik Hven.

Rubber Band og Jan Ørum til FM
I 1985 var Ikast vært ved forbundsmesterskaberne i KFUM for senior. Der var 69 hold med, de fleste i dame og herrerækker, som var delt i Division, Mester, A og B.
Om aftenen var der kæmpefest i Østre Skoles festsal. Her havde klubbens musikkyndige, Per Pedersen, været vaks og havde i god tid hyret et godt band, Rubberband, som skulle have 10.000 for at spille til en fest. Efter at kontrakten var skrevet var Rubberband blevet berømte for at spille godt i Bjarne Reuterfilmene Tro, håb og Kærlighed samt Zappa. Deres honorar var steget til 40.000, men vi havde jo en kontrakt, så vi fik dem stadig for 10.000 og det lod ikke til at genere dem. De spillede i hvert fald helt forrygende. 
En af landets første Standuppere, Jan Ørum, provstens søn fra Gjellerup, underholdt forsamlingen under spisningen. Han stod i hvert fald på scenen og sagde noget. Rundt omkring ved bordene havde de 400 deltagere imidlertid slet ikke lyst til at høre vitser. Halvdelen stod oppe på stolene det meste af tiden og sang at alle de andre var nogle "tegneseriehold" og kun bordet nærmest scenen opdagede underholdningen. Et par behjertede herrer fra det bord gik derfor op og bar den overraskede standupper ned til deres bord og serverede ham en øl. Den oplevelse har han aldrig helt kunnet lægge bag sig...